Velkommen til
Velkommen og tak for at kigge forbi siden her. Både til dig, der er her, fordi du står overfor at skulle planlægge en pædagogisk dag, en konference eller måske et længere uddannelsesforløb, og til dig, der tilfældigt kom forbi, fordi vi to deler en interesse for det samme stofområde eller lignende.
Et vigtigt formål med mit virke, både det som foredragsholder, som pædagogisk-psykologisk rådgiver, som kursusleder og som forfatter, er at bidrage til, at alle mennesker - det være sig børn, unge og voksne såvel som ansatte, udsatte og indsatte - får mulighed for at deltage i værdige og ligeværdige, sunde og styrkende fællesskaber med plads til læring, udvikling, mestring og mening. Det er dét, der driver mig. Dét, jeg forpligter mig på og gør mig umage med hver dag.
Min faglige ekspertise ligger indenfor pædagogik og psykologi, hvor bl.a. motivations- og trivselspsykologien har min særlige interesse. Jeg har i mange år fordybet mig i forskningen i karakterstyrker og brugt kræfter på at omsætte den store mængde viden fra dette forskningsfelt til praksis i en lang række forskellige kontekster. Her har jeg igen og igen konstateret, hvordan eksempelvis styrkespotting, -profilering og kortlægning af individuelle styrker ikke alene vækker et stort engagement men også gør en signifikant og positiv forskel i forhold til bl.a. arbejdsglæde, samarbejde og motivation på længere sigt.
Denne styrkebaserede tilgang spiller også en afgørende rolle i mit arbejde med potentialeforløsning og trivselsfremme for neurodivergente, højt begavede og dobbelt exceptionelle.
Relevant for mange
Fordi det faglige indhold, jeg leverer, både er relevant og meningsfuldt for enhver - på tværs af sektorer, fagligheder, jobroller osv. - og fordi jeg skræddersyer alle foredrag, workshops og forløb til den sammenhæng, jeg indgår i, er min kundesskare meget bred. Den tæller både skoler, uddannelsesinstitutioner, daginstitutioner, styrelser, regioner, kommuner, private virksomheder, foreninger og NGO'er over hele landet. Fælles for dem alle er, at deres organisation udgøres af mennesker, som på alverdens forskellige måder hver eneste dag gør en vigtig forskel for andre; det kan være for deres elever, patienter, borgere, klienter eller måske for deres kolleger.
Det formelle
Jeg har en kandidatgrad i pædagogisk psykologi med speciale i trivselspsykologi og styrkebaserede, trivselsfremmende interventioner samt en professionsbacheloruddannelse som socialpædagog. Jeg er desuden certificeret i kognitiv coaching, i familiecoaching, i persontypeværktøjet Enneagrammet og i en lang række styrkebaserede værktøjer samt i ledelse af kommunikations- og trivselskurser for familier og par. Derudover er jeg medforfatter til bogen ”Til kamp mod kedsomhed – i skoler og på ungdomsuddannelser” og optræder af og til som ekspert i diverse medier.
Sammen med min mand, Søren Holmgren, har jeg drevet foredrags- og kursusvirksomhed siden 2004, og i årenes løb har vi hjulpet tusindvis af ledere og medarbejdere til mere trivsel, arbejdsglæde, motivation og succes.
Når jeg ikke er på landevejen, solo eller sammen med Søren, holder jeg til i Nordsjællands Paris, Lynge, hvor vi bor med vores to døtre. Vi er en familie, der blandt meget andet er kendetegnet af usædvanlige forudsætninger og nogle ikke så lidt krøllede hjerner. Derfor er vi efterhånden blevet ret gode til at finde kreative løsninger på usædvanlige problemer og, når det giver mening, også til at forvandle begrænsninger til nye muligheder for læring og indsigt.
Ræk ud
Hvis du er på udgik efter et foredrag eller kursus, der adresserer nogle af de vigtigste nøglebegreber indenfor moderne pædagogik og psykologi, hvis du har brug for rådgivning eller faglig sparring, eller hvis du er blevet nysgerrig og gerne vil vide lidt mere om, hvad et samarbejde eventuelt kan byde på, så tøv ikke med at ringe eller skrive til mig.
Du skal være så velkommen!
Med venlig hilsen
Nadia Holmgren












